Facebook Pixel
ddm3_7.jpg

Festool bordrundsav TKS 80 - med SawStop

Udgivet af: Udgivet i: Festool, Seneste nyheder Dated: 9. januar 2020

Festool TKS 80 er en solid bordrundsav med rigtig mange stærke kvaliteter, bl.a. en savklinge, der tipper til venstre, variabel skæredybde, udsugningskappe, mulighed for nøjagtige vinkelsnit, og sidst, men ikke mindst – SawStop.

Det helt særlige ved TKS 80 er selvfølgelig SawStop-teknologien, der har været kendt i USA de sidste 20 år, men som først rigtig bliver udbredt i Europa med Festools TKS 80. Ud over den, er TKS 80 dog også en rigtig god, solid, transportabel bordrundsav.

Fordele ved Festool TKS 80

Maksimal præcision

Modsat mange andre bordrundsave, kan savklingen på bordrundsaven vinkles mod venstre til brug ved fx gerings- eller længdesnit. Vinklingen, der er omvendt af mange rundsave, giver dig et frit udsyn til emnet/skæringspunktet og mere plads til hånden.

Samtidig giver vinklingen langt mindre flosning på materialets overside, og overfladebeskytteren sørger for, at der ikke kommer flosning på undersiden.

Variabel skæredybde

Skæredybden på Festool TKS 80 er op til 80mm, altså 10mm mere end du fik med Festool CS 70. Den indstilles nemt og præcis ved hjælp af en drejehjul på enden af bordrundsaven.

Arbejdsflade, der kan udvides

Målene på bordrundsavens basisarbejdsflade er 72cm x 85cm. Der kan dog tilkøbes systemudstyr, der forstørrer arbejdsfladen. Du kan få en forlænger, der giver 58 cm ekstra i længden eller et sidebord, der giver 41,1 cm i bredden.

Du har også muligheden for at tilkøbe et rullebord, der kan monteres i to positioner for at få et større arbejdsområde, fx til afkortning, hvor du får en snitbredde op til 92 cm.

Et CLEANTEC-arbejdsmiljø

Ligesom så mange andre Festool maskiner, kan TKS 80 kobles til en støvsuger for et støvfrit arbejdsmiljø. Udsugningskappen er placeret lige som på CS 70 og 50, lige over klingen, så alt savsmuld mv. fjernes med det samme.

Nøjagtige vinkelsnit

TKS 80 er udstyret med et vinkelanslag, du kan bruge til at lave meget præcise afkorter- og længdesnit med stoppunkter og finindstilling.

Teknisk data


SawStop-funktionen

Hvad er SawStop?

SawStop er helt basalt en funktion i Festool TKS 80, der sørger for at stoppe klingen, så du beholder alle dine fingre, selv hvis du er uopmærksom et kort øjeblik.
I gennemsnit sker der 143 skæreulykker om året i tømrer- og snedkervirksomheder, og det er ofte erfarne håndværkere, der kommer til skade. Man kender udstyret så godt, at man ikke længere er opmærksom på, hvad man laver – og så går det galt.

Med SawStop undgår du at miste fingre i disse situationer. Og det er penge, der er givet godt ud, for ved du hvor svært det er at samle en skruetrækker eller møtrik op uden tommelfinger?

SawStop består af en masse forskellige funktioner, der sammen sørger for at redde dine fingre.

Sensorer, der registrerer elektrisk ladning

Igennem savklingen i rundsaven måler elektronikken i SawStoppet spændingen i det materiale, der er i kontakt med klingen. Hvis spændingen ændres pludselig mens saven kører, udløses stoppet. Om det er fordi klingen kommer i kontakt med din finger eller fordi du skærer i metal, uden at have slået funktionen fra, ved maskinen ikke. Den registrerer bare, at der er ændring i spændingen og at det skal udløse stoppet.

Der skal være en vis masse, før elektronikken registrerer en ændring i spændingen, så fx træstykker med søm i, burde ikke udløse stoppet. Gennemvådt træ kan muligvis godt udløse det, men det er fordi spændingen fra din krop går gennem vandet i det meget våde træ.

Sidepanel med bypass funktion

På siden af saven sidder et lille panel med tænd og sluk-knap, bypass-funktion og kalibreringslys.
Når du tænder saven, vil den grønne lampe blinke indtil elektronikken er kalibreret, hvorefter den lyser grønt. Hvis en savklingen kommer i kontakt med materiale, der ville udløse SawStoppet, vil den røde lampe begynde at blinke. Dette sker selvfølgelig kun, når saven ikke kører, da SawStoppet ellers ville blive fyret af.

SawStop-funktionen kan godt slås fra, hvis du fx skal save i metal eller meget vådt træ. Det sker på samme panel.

Patronen, hjertet i SawStop

Selve SawStoppet udløses, som sagt, når der registreres en ændring i spændingen i materialet, der er i kontakt med en kørende sav. Det sker ved, at der ekstremt hurtigt affyres en patron med et aluminiumshoved direkte op i savklingen. Ved hjælp af momentet i klingen, trækkes hele klingen samtidig ned i bordet. På den måde stoppes klingen helt og trækkes ud af skærerækkevidde.

Alt det sker på 0,005 sekunder, eller 5 millisekunder, hvilket gør, at du knapt nok får en ridse i fingeren i stedet for at miste den helt.

Et udløst stop

Når stoppet har været udløst, kan du først og fremmest glæde dig over, at du stadig har dine fingre. Ellers skal stoppet og klingen udskiftes. Stoppet er en en-gangs patron, og klingen skal skiftes fordi tænderne ofte bliver bukkede af de enorme kræfter, der udløses fra et SawStop. Og du får ikke noget godt skæreresultat af en klinge med skæve tænder.

Samlet set regner vi med, at prisen for ny klinge og nyt stop ligger omkring 1600-1800 kr.
En ret lille pris i forhold til at miste fingre, tabt arbejdsfortjeneste, sygedagpenge, fremtidige hverdagsproblemer og hvad der ellers følger med af dårligdomme.

Se hvordan Festools SawStop fungerer i denne video fra Super Festool Dag