Facebook Pixel
ddm1_149.jpg

Roykon A/S slår sig sammen med Dorch & Danola A/S

Udgivet af: Udgivet i: Dorch & Danola A/S, Pressemeddelelser Dated: 6. februar 2020

4. september 2017 - Virksomheden Roykon slår sig sammen med Fynske Dorch & Danola. Sammenlægningen af de to virksomheder skal være grundlaget for en offensiv vækststrategi for de to virksomheder. Tilsammen får de en årlig omsætning på 100 millioner kroner.

Ved at slå sig sammen forventer de to virksomheder at kunne fordoble omsætningen i løbet af fem år.

Virksomheden Roykon med base i Fredericia slår sig sammen med fynske Dorch & Danola.

Aftalen får virkning fra 1. september, og den skal danne grundlaget for en offensiv vækststrategi for de to virksomheder.

De to virksomheder får tilsammen en årlig omsætning på over 100 millioner kroner til kunder som Grundfos, Micro Matic og Vestas, og det er ambitionen at fordoble omsætningen i løbet af de næste fem år.

"Med sammenlægningen opnår vi en størrelse, der gør, at vi kan indgå nogle bedre indkøbsaftaler og opnå en mere effektiv drift, så vi på den måde bliver endnu mere konkurrencedygtige," siger Lars Bo Jensen, bestyrelsesformand i Roykon.

Roykon er underleverandør til industrien og sælger primært fittings til metalindustrien. Virksomheden har 25 ansatte i Fredericia og cirka 4.500 industrikunder i Danmark samt en række kunder i Sverige.

Dorch & Donola sælger både maskiner og værktøj til industrien, håndværkere og private i Danmark og de nordiske lande og desuden kendt for netbutikken www.dorchdanola.dk. Virksomheden har 25 ansatte i Odense og kunder i hele landet.

"Vi komplimenterer hinanden rigtig godt både kundemæssigt og sortimentsmæssigt. Kunderne vil opleve, at de får tilbudt et større sortiment, og at de kan koncentrere deres indkøb på færre leverandører," siger Lars Bo Jensen.

Det er ligeledes forventningen, at man med sammenlægningen kan øge eksporten til det skandinaviske marked.

De to virksomheder fortsætter begge som selvstændige brands med Torben Madsen fra Dorch & Danola som administrerende direktør for begge virksomheder.

"Jeg har ledt efter en mulighed for at øge væksten i Dorch & Danola, og her passer Roykon perfekt ind. Det er to sunde og veldrevne virksomheder, der går sammen med henblik på vækst," siger Torben Madsen.

Afgående administrerende direktør i Roykon, Finn Roy, nærmer sig pensionsalderen og har derfor ønsket at finde en løsning, der fremtidssikrer virksomheden.

"Jeg har ønsket at trække mig lidt tilbage, og det har vi fundet en rigtig god løsning på ved at slå virksomheden sammen med Dorch & Danola," siger Finn Roy.

Selv om der med sammenlægningen er udsigt til store rationaliseringsgevinster for de to virksomheder, er der ingen aktuelle planer om at afskedige medarbejdere.

"På grund af vores vækstambitioner har vi ingen planer om at skære i medarbejderstaben, for vi forventer at vokse til en størrelse, hvor vi fortsat har behov for det antal medarbejdere, vi har i dag," siger Lars Bo Jensen.

Roykon vil fortsat være hjemhørende i Fredericia, ligesom Dorch & Danola fortsat vil være hjemhørende i Odense.