Facebook Pixel
ddm1_119.jpg

Den store guide til slibning af gulve

Udgivet af: Udgivet i: Dorch & Danola fif, Alle Indlæg Dated: 8. august 2022

Når gulvet ser slidt ud, måske endda med ridser og skrammer, kan det være tid til slibning af gulvet. Men hvornår trænger det egentlig, kan gulvet overhovedet tåle det og hvordan gør man?

 

Alt dette forsøger vi at forklare i dette blogindlæg, hvor vi besvarer alle de spørgsmål du måtte brænde inde med omkring slibning af gulve.

Læs med videre og bliv klogere på, hvordan du bedst sliber dit gulv.
 

Hvornår trænger gulvet til slibning?

Er du i tvivl om, hvorvidt dit gulv trænger til at blive slebet?

Typisk vil du tydeligt kunne se det på overfladen af gulvet. Hvis lakeringen tydeligt er blevet slidt igennem, eller hvis det har mange synlige ridser, er det helt klart tid til en afslibning. Du vil måske opleve, at hvis du f.eks. har en stor hund eller små legende børn, kan det betyde, at dit gulv hurtigere vil have behov for at blive slebet end ellers.

Du skal dog være varsom med bare at slibe gulvet for et godt ord. Gulvet bliver nemlig tyndere for hver slibning. Så selv med de mest milde omgang slibninger, vil gulvet have et begrænset antal slibninger i sig i sin levetid.

Præcis hvor mange slibninger et gulv har i sig, afhænger af flere faktorer. Dels kommer det an på gulvets tykkelse, og samtidig kommer det selvfølgelig an på, hvor meget man sliber af fra gang til gang.

Hvis overfladen på gulvet er meget ridset eller hakket, eller hvis lakken er helt slidt igennem er der dog ingen vej udenom en slibning. Men hvis det ikke er helt så grelt, kan du måske nøjes med at overfladebehandle gulvet med olie eller gennem en lakering.

Hvilken af de to varianter du skal vælge, afhænger meget af gulvets tidligere overfladebehandling, samt hvilken træsort gulvet er i.

Kan mit gulv tåle at blive slebet?

Hvis du ikke har slebet dit gulv før, er du måske også i tvivl om, hvorvidt din gulvtype overhovedet kan tåle at blive slebet.

Hvis du har et massivt planke- eller parketgulv, bør der ikke være nogen problemer i slibe dem. Her vil der nemlig være samme type træ hele vejen igennem, og langt de fleste af denne type gulve kan holde til en god håndfuld slibninger i løbet af deres levetid.

Du skal dog være opmærksom på, at massive gulve som planke- og parketgulve er samlet med ‘fer’ og ‘not’. Du må ikke slibe så langt ned, at disse samlinger bliver svækket. Som tommelfingerregel skal der være mindst 4 mm ned til samlingen, inden du påbegynder slibningen. På et plankegulv kan du stikke en tynd spartelklinge ned i samlingen for at måle, mens du på parketgulve kan tjekke tykkelsen i kanten af gulvet, ved at fjerne fejelisten og stikke et lille spejl ned.

Hvis du har et lamelgulv, er det gulvets kvalitet der afgør, hvorvidt det kan tåle at blive slebet. Da det er bygget op af flere lag, hvor det ofte kun er det øverste lag der er af massivt træ, er det dette lags tykkelse, som afgør om gulvet kan tåle en afslibning. Nogle af de bedste gulve har et slidlag på op til 6 mm, hvor du godt vil kunne slibe det, mens de billige nogle gange har et slidlag der er helt ned til 2 mm. I så fald vil du nærmest ikke kunne slibe det, uden at laget under kommer til syne.

Hvis du har et laminatgulv, er slibning ikke en mulighed. Det øverste lag er for det første meget tyndt, og selvom det måske kan ligne træ, er det øverste lag faktisk plastlaminat.

Hvad er fordelene ved at få slebet sit gulv?

Den helt store fordel ved at slibe sit gulv er selvfølgelig, at man får muligheden for at forbedre dets udseende og udbedre potentielle skader på gulvet. Hvis gulvet har slemme skader og skrammer, er en slibning den bedste løsning på problemet.

Derudover giver det dig muligheden for at ændre på den overfladebehandling som gulvet eventuelt har fået. For hvis du er utilfreds med den lakering som gulvet har pt., giver det ikke et specielt godt resultat, hvis du bare prøver at lægge en ny lakering ovenpå denne.

Slibning af gulve er altså perfekt, hvis man ønsker at give sit gulv nyt liv. Vær dog opmærksom på, at selv de tykkeste gulve har et begrænset antal slibninger i sig.

Kan man selv slibe sit gulv?

Ja, du kan sagtens slibe dit gulv selv. Det kræver selvfølgelig noget grej og en smule know-how, men som privatperson kan man sagtens slibe sit eget gulv.

Hvis du ikke er sikker på dine egne evner som gulvsliber, eller hvis du bare hellere vil have en professionel til det, kan man også sagtens det. Der er mange professionelle gulvfirmaer, som tilbyder at komme ud og slibe dit gulv.

Prisen afregnes pr. m2, så hvad prisen præcist bliver, afhænger af gulvets størrelse, hvorvidt man også ønsker tilhørende overfladebehandling, samt af det firma du vælger selvfølgelig. Du kan godt finde firmaer, som udbyder afslibning af gulve ned til omkring 70-80 pr. m2.

Hvilket grej skal man bruge?

Hvis du vælger at slibe dit gulv selv, kræver det noget helt specielt grej, som det ikke ligefrem er alle der har som standard-værktøj. Til gulvets store flader skal du fx. bruge en båndslibemaskine, ligesom du skal bruge en mindre slibemaskine, når du skal slibe kanter, hjørner og andre snørklede steder, hvor den store båndslibemaskine ikke kan komme til.

Hvis du mangler en slibemaskine, har vores Holzmann gulvsliber måske interesse!

Derudover skal du selvfølgelig også bruge nogle slibebånd i forskellige korn. Du skal have flere forskellige, så du både har nogle til grovslibning og finslibning. Ca. fra 16-100 korn.

Hvis gulvet er lakeret eller malet skal du også bruge slibeolie.

Det skal du gøre inden du sliber dit gulv

Inden du påbegynder selve slibningen af gulvet, skal du dog sørge for ordentlig forberedelse. Som med så mange andre projekter, kan det nemlig være nøglen til et succesfuldt projekt.

Derfor bør du altid sikre, at du har gjort nedenstående, inden du begynder at slibe dit gulv.

1. Advar dine naboer. Hvis du bor i en lejlighed, er det god stil lige at advisere dem om, at på lørdag kommer du altså til at slibe gulv det meste af dagen. Det larmer nemlig en del, hvorfor naboerne formentlig vil sætte pris på din advarsel.
2. Tøm det pågældende rum. Ikke nok med at en gulvafslibning støjer meget, så sviner det altså også en del. Derfor er det vigtigt at tømme rummet for alle møbler og andet inventar. Hvis du har lamper eller højtstående hylder behøver du ikke tage dem ned, men sørg i det mindste for at dække dem ordentligt af.
3. Rengør gulv. Du skal sørge for, at gulvet er rent og fuldkomment fri for eventuelle klatter af maling eller lim.
4. Dyk synlige søm. For at sikre at hverken slibemaskine eller slibepapir bliver skadet under slibningen, er det vigtigt, at eventuelt synlige søm bliver dykket ned i gulvet. Hvis du kan dykke dem 2-3 mm ned i gulvet, bør det være fint. Det samme gælder i øvrigt med synlige skruer.
5. Væk med fejelister. For at du kan slibe helt ud til kanten, er du nødt til at fjerne alle fejelister.
 

Spartel små huller. Hvis gulvet har små huller, bør disse fyldes ud med træspartelmasse

Sådan sliber du dit gulv

Nu er vi - endelig - kommet til selve slibningen af dit gulv. Den skal foregå over tre etaper, for at få det bedste og flotteste resultat.

1. Grovslibning. Til første etape skal du slibe med slibepapir i den grove ende. Jo lavere tallet er, jo grovere er slibepapiret. Her anbefaler vi at du bruger slibepapir i korn 16 til 24.
2. Mellemslibning. Til anden etape skal du bruge slibepapir i korn 40 til 60.
3. Finslibning. Til den tredje og sidste etape skal du bruge det helt finde slibepapir. Her ville vi bruge korn 80 til 100.
Hvis gulvet ikke er specielt medtaget, kan du godt undlade grovslibningen og hoppe direkte til mellemslibningen.

Hvilken vej skal jeg slibe?

Hvilken vej du skal slibe, afhænger dels af gulvets jævnhed, samt hvorvidt det er mønstret eller malet og lakeret.

Hvis vi tager udgangspunkt i det mest almindelige, et jævnt og plant trægulv, så skal du slibe langs med træet. Hvis du omvendt har et ujævnt trægulv, kan det være nødvendigt at slibe på tværs af plankerne, for at jævne gulvet. Dernæst kan du slibe på langs, når gulvet er jævnet mere ud.

Hvis dit trægulv er lagt i mønster, som fx. sildebensparket, skal du til gengæld starte med at slibe diagonalt, og derefter i rummets retning. Finslibningen skal herefter være i samme retning som dagslysets retning.

Husk også, at hvis dit gulv er lakeret eller malet, skal det smøres ind i et tyndt lag slibeolie, inden du begynder at slibe.

Efterbehandling af et slebet gulv

Når du succesfuldt har slebet dit gulv, bør overveje at efterbehandle det, for at værne om dit hårde arbejde. De tre mest almindelige måder at gøre det på er ved oliering, lakering eller ludbehandling.

Lakering er den stærkeste overfladebehandling man kan vælge, og ligeledes den som kræver mindst vedligeholdelse efter den er påført. Den bevarer træets naturlige farve og giver samtidig en yderst slidstærk overflade, som altså er ganske nem at rengøre og vedligeholde.

Oliering giver en super flot overflade og er ligeledes nemt at vedligeholde. Dog er det en såkaldt ‘åben behandling’, hvorfor den ikke beskytter lige så godt som fx. lakering. Vær også opmærksom på, at hvis du vælger at oliere dit gulv, vil du skulle vedligeholde oftere end ved lakering. Til gengæld gør det også, at gulvet er nemmere at friske op med en ny omgang olie.

Ludbehandling er specielt til de lysere trægulve og giver en ganske sart finish. Du skal dog være opmærksom på, at ludbehandlingen i sig selv ikke beskytter træet. Derfor vil det efterfølgende skulle have en beskyttende grundbehandling med sæbe, olie eller lak.

Hvis du gerne vil bruge olie til behandlingen af dit gulv, kan du her tjekke hele vores udvalg af indendørs olier.